lørdag 15. august 2015

F-35 og Danmarks jagerflyvalg - Politiken

Joint Strike Fighter er måske bare ikke det rigtige fly

Der er brug for et opgør med myten om F-35 som favorit i kampfly-konkurrencen.

11
Om få måneder skal forsvarsforligsordførerne fra 7 ud af Folketingets 9 partier træffe en beslutning om, hvilket fly der skal erstatte Danmarks F-16 kampfly.
Det er ikke alene en af de største offentlige investeringer nogensinde, men også en af de største forsvarspolitiske beslutninger i nyere tid.
Valget står mellem Lockheed Martins F-35, også kaldet Joint Strike Fighter, Boeings F-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon. De to førstnævnte er amerikanske, mens Eurofighter er produceret af et konsortium bestående af fire europæiske nationer.
Uagtet af hvilken grund er Joint Strike Fighter på forhånd udnævnt til favorit. Men det er nu, at de ovennævnte politiske beslutningstagere skal se klart.
For jagerpiloter i flyvevåbnet gennem næsten 40 år har emnet naturligvis vores interesse. Vi er ikke partipolitisk aktive, men mener, at det gælder om at anskaffe så mange fly som muligt for det afsatte beløb.
Derfor denne opfordring til debat.
Lad os starte med at slå fast, at Danmark skal have kampfly i den nærmeste fremtid. Der findes intet andet forsvarspolitisk instrument, der kan det samme som kampflyet.
Kampflyet kan rykke ud og være fremme i alle hjørner af kongeriget eller verdens afkroge hurtigere end nogen anden styrke. Det moderne kampfly giver med avancerede sensorer og kameraer beslutningstagerne øjne i forreste linje og leverer en formidabel slagkraft med præcisionsvåben, der rammer med få meters nøjagtighed.
Selv om F-16-flyene er omhyggeligt vedligeholdt, er de ved at være nedslidte. Det blev senest demonstreret på missionen mod Islamisk Stat, hvor flyvevåbnets mekanikere er ved at bukke under for arbejdspresset med de gamle maskiner. Ubemandede fly eller droner er heller ikke et alternativ: I bedste fald vil det vare årtier, inden de kan det samme som et bemandet kampfly, og så koster de mest avancerede droner i dag næsten det samme som et kampfly.
LÆS OGSÅDanmarks største våbenhandel: Skatteyderne har betalt over 155 millioner kroner for forarbejdet
Det er en stor beslutning, som de 7 forligspartier bør overveje meget grundigt; både fordi det er vigtigt, at vi får et fly, der passer til de opgaver, vi skal løse nu og i fremtiden, og også fordi det er en meget stor investering. Tallet 30 milliarder kroner bliver ofte nævnt i den offentlige debat, men prisen afhænger helt af, hvilket fly vi vælger, og hvor mange fly vi køber.
Sandheden er også, at anskaffelsesprisen kun er en mindre del af den samlede omkostning set over 30-40 år, hvor der skal tages højde for både vedligeholdelse, opgraderinger og drift, der som en tommelfingerregel sammenlagt udgør cirka to tredjedele af den samlede pris.
Projektkontor Nyt Kampfly i Forsvarsministeriet har gennem flere år evalueret kandidaterne og har i dyre domme betalt for ekspertise fra danske og udenlandske konsulentfirmaer. Derfor bør tidligere DSB-direktør Lone Lindsby, som leder kontoret, kunne præsentere de 7 ordførere, Forsvarsudvalget og andre for en særdeles velgennemarbejdet analyse. Men ... det er vore valgte politikere, der sidder på pengekassen.
I årevis har såkaldte eksperter, bloggere og journalister udnævnt F-35 Joint Strike Fighter til at være favoritten til at afløse de aldrende danske F-16-fly.
Måske er F-35 også favoritten hos den lille og indflydelsesrige del af dansk forsvarsindustri, som i årevis har modtaget millionordrer fra Lockheed Martin, som udvikler Joint Strike Fighter.
Super Hornet er muligvis ikke det mest sexede valg, men kan levere det, Danmark har brug for
Ordrer, der er kommet, fordi den danske industri er dygtig, og måske også fordi den danske stat har betalt et milliardbeløb for at få lov til at være med i den klub af otte lande, der deltager i udviklingen af flyet under ledelse af producenten Lockheed Martin. Disse ordrer er på samlet cirka 2 milliarder kroner og svarer nogenlunde til det, vi har betalt for at være med; så det bør efter vores mening ikke farve beslutningstagernes holdning.
Først og fremmest skal Danmark have et kampfly, der passer til de missioner, som skal løses: Vi skal håndhæve hele rigets territoriale suverænitet i et luftrum, der igen og igen bliver krænket af russiske militærfly på et niveau, der bringer mindelser om den kolde krigs tid og bringer den civile flysikkerhed i fare. Og vi skal hjælpe andre Nato-lande med at hævde deres suverænitet, som vi jævnlig har gjort det i Baltikum og Island.
Suverænitetshævdelsen inkluderer også Færøerne i Nordatlanten, Grønland (inklusive fiskerigrænserne) og det arktiske/danske område. Vi skal ikke udkæmpe krige i Arktis, men vi skal hævde vores rettigheder i et enormt geografisk område og holde et skarpt øje med den øgede skibs- og lufttrafik og potentielle miljøtrusler.
Sidst, men ikke mindst skal vi kunne udsende kampfly i skarpe missioner, hvor vi sammen med vores allierede bekæmper terror og forsøger at forhindre overgreb på civilbefolkninger; ganske som vi har gjort det over Eksjugoslavien, Afghanistan, Libyen og Irak.
Med andre ord skal det nye kampfly kunne fungere i ekstrem varme og hård kulde og over lange afstande. Det skal kunne kæmpe mod andre fly i luften, det skal kunne angribe mål på landjorden og til søs med den bedst mulige præcision – og så skal det bruge sin radar og sine sensorer til at holde øje med og rapportere, hvad der foregår til lands, til vands og i luften.
LÆS OGSÅKøb af nye kampfly kræver kølig omtanke
Vi har ikke råd til flere forskellige kampflytyper, så vi (de), der skal vælge et fly, bør vælge et, der kan løse de fleste typer opgaver på tilfredsstillende vis, og så skal det ikke være for dyrt.
Både fordi det er en meget stor investering, og især fordi vi skal have råd til at anskaffe nok kampfly. Fly til at beskytte vores eget luftrum, fly til at hjælpe vores europæiske naboer, fly til at udsende i skarpe missioner fjernt fra Danmark og fly nok til at uddanne vores piloter, så de bliver ved med at være blandt verdens mest rutinerede og dermed bedste.
Et flyvevåben uden et tilstrækkeligt antal kampfly betyder, at vi må skære drastisk ned på ambitionsniveauet i forhold til i dag – selv med de nye og moderne kampfly, der kan mere end de nuværende. Derfor er det vigtigt, at vi får mindst 24 nye kampfly som erstatning for de 30 F-16-fly, som er operative i flyvevåbnet i dag; et tal, der oprindelig var 58, og som senere blev skåret ned til 48.
Dette er (jævnfør flere eksperter) det absolutte minimum antal fly for at kunne løse opgaverne og fremover levere et troværdigt bidrag til Nato-alliancen, som stadig er hjørnestenen i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik.
Selv om alle tre kandidater har rødder og brugere blandt vores nærmeste allierede og ligesindede nationer som USA, Storbritannien, Tyskland, Holland og Norge, og selv om de alle på et eller andet tidspunkt må forventes at kunne løse de opgaver, som det danske flyvevåben står over for, er der alligevel store forskelle på de tre fly. Her er kort fortalt vores version baseret på åbne og offentligt tilgængelige kilder:
F-35 er et 1-motors ultrahøjteknologisk kampfly, som er designet til at slå først ved at trænge gennem modstanderens forsvarslinjer og nedkæmpe fjendtlige kampfly og luftforsvar – et first day of the war-kampfly, som amerikanerne kalder det.
Et flyvevåben uden et tilstrækkeligt antal kampfly betyder, at vi må skære drastisk ned på ambitionsniveauet i forhold til i dag - selv med de nye og moderne kampfly, der kan mere end de nuværende
Det er også designet til at være usynligt på modstanderens radar; en meget dyr kvalitet, som den teknologiske udvikling dog mere eller mindre er løbet fra. Det er et fuldstændig uprøvet kampfly, der endnu ikke har været i aktion, og som reelt først er færdigudviklet om 5-10 år, hvilket betyder, at flyet meget hurtigt skal opgraderes.
Der er bygget cirka 120 eksemplarer af F-35 i tre forskellige varianter, som endnu ikke har fløjet én eneste kampmission. Udviklingen af flyet har været præget af store forsinkelser og budgetoverskridelser på mere end 100 milliarder kroner, som har været ved at få den amerikanske Kongres til at aflyse projektet.
Det til trods er F-35 udnævnt til favorit i Danmark og mere eller mindre købt ubeset af lande som USA, Norge, Holland, Storbritannien og Australien, som vil begynde at modtage deres fly i de kommende år. Som det for nylig kom frem, har danske piloter ikke fået lov til at prøveflyve F-35 og får formodentlig heller ikke lov, før der er underskrevet købskontrakt. Er det rimeligt og fornuftigt?
Super Hornet er den amerikanske flådes arbejdshest, som efterhånden har mere end 15 år på bagen. Det er udviklet som en ’flyvende schweizerkniv’, som kan flyve alle typer missioner, og har da også gradvis afløst de mange andre forskellige flytyper om bord på US Navys hangarskibe, hvor det i fremtiden vil flyve side om side med F-35. Flyet er blandt de mest moderne operative kampfly i dag og har bl.a. de samme avancerede radar- og sensorsystemer som Joint Strike Fighter.
Den samlede Super Hornet-flåde på næsten 700 fly har fløjet mere end 1 million timer, heraf mere end 200.000 timer i rigtige kampmissioner. Samtlige fly er blevet leveret til tiden og inden for budgettet, hvilket er usædvanligt for et kampfly. Super Hornet har 2 motorer og i F-udgaven, som Danmark efterspørger, er der plads til to besætningsmedlemmer.
LÆS OGSÅ De tre fly Danmark skal vælge imellem
Super Hornet er i brug i USA og Australien, og selv om produktionslinjen fortsat kører på fuld kraft, er det sandsynligt, at den lukker, når dette årti er omme, og at Danmark derfor bliver en af de sidste købere af flyet.
Eurofighter Typhoon er et formidabelt fly til nærkamp i luften – i fagsproget kaldet dogfight. Det flyver hurtigt, højt og er meget manøvredygtigt, men det er først i de senere år, at kapaciteten til at angribe mål på landjorden er blevet udviklet. Flyet bliver produceret af et konsortium med deltagelse af Storbritannien, Tyskland, Italien og Spanien, som også er de primære brugere af flyet.
Ligesom Super Hornet er det et 2-motorers fly, og selv om Eurofighter og Super Hornet er nogenlunde lige gamle, blev udviklingen af Eurofighter afsluttet nogle år senere end Super Hornet. Derfor halter det bag efter både JSF og Super Hornet, hvad angår radar og sensorsystemer, og det er først for ganske nylig, at de fire nationer i Eurofighter-konsortiet har besluttet at udvikle og implementere de nyeste digitale radarsystemer.
Konstellationen med fire lande har muligvis også medvirket til at forsinke udviklingen af flyet, som har lidt under store budgetoverskridelser i udviklingsfasen. Eurofighteren er produceret i cirka 440 eksemplarer, og det betyder, at udgifterne til vedligeholdelse og drift er veldokumenterede på baggrund af 300.000 flyvetimer.
Hvad koster de så de tre kampfly, der konkurrerer om at blive afløseren for F-16 i Danmark? Producenterne vogter over priserne, som var de kronjuvelerne. Både af konkurrencemæssige årsager, og også fordi priserne varierer alt afhængigt af specifikke konfigurationer, reservedelspakker og serviceaftaler. Af samme årsag kan man ikke bare gange en stykpris med antallet af fly og ad den vej nå frem til en samlet pris. Alligevel er stykprisen en afgørende faktor.
Da F-35 endnu er i udvikling og derfor reelt ikke har været i fri handel, er det svært at fastslå prisen.
Super Hornet vil være et velfungerende kampfly, lige fra den første dag vi modtager det
Den amerikanske pendant til Rigsrevisionen, Government Accountability Office (GAO), har siden 2001 fulgt udviklingen af F-35-flyet, og GAO’s rapporter dokumenterer på pinagtig vis problemerne i JSF-projektet. I den seneste rapport fremgår det, at den forventede pris per fly er 135 millioner dollars, hvilket næsten er en fordobling set i forhold til de 69 millioner dollars, man forventede, at flyet ville komme til at koste, da udviklingen startede i 2001.
Producenten Lockheed Martin er under hårdt pres for at bringe prisen på flyet ned, og mon ikke prisen lander omkring 100-110 millioner dollars per fly. Det er lidt nemmere at sige noget om prisen for Super Hornet og Eurofighter.
US Navy betaler i dag omkring 50-60 millioner dollars per fly, og Eurofighter ligger midtimellem med en pris på 80-90 millioner dollars per styk ifølge offentligt tilgængelige kilder. Hvis Danmark skal have råd til det nødvendige antal kampfly i fremtiden, må vi tænke os godt om og vælge det kampfly, der er bedst til prisen.
Danmark har ikke brug for et first day of the war-kampfly som F-35, der fortsat er et udviklingsprojekt uden sikkerhed for de fremtidige omkostninger. F-35 var oprindelig tænkt som en god og billig erstatning for F-16-flyet, men har udviklet sig til et meget dyrt og kompliceret fly, hvis historie må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver dansk politiker, der har nogle af de seneste års største indkøbsskandaler i frisk erindring, f.eks. IC4-toget og EH101 redningshelikopterne.
Vi har heller ikke brug for en dogfighter’ som Eurofighter, som er dyr og halter bag efter den teknologiske udvikling.
LÆS OGSÅHolger K. Nielsen: Danmark har ikke brug for 30 kampfly
Derfor er det på tide at revurdere myten om F-35 som favoritten i den danske kampflykonkurrence og vende blikket mod F-18 Super Hornet, der muligvis ikke er det mest sexede valg, men som kan levere det, Danmark har brug for, til en overkommelig pris.
Super Hornet vil være et velfungerende kampfly, lige fra den første dag vi modtager det. Det er et fly, der i kraft af sin oprindelse som hangarskibsbaseret kampfly er robust, kræver et minimum af vedligeholdelse og ikke forudsætter en stor stab af mekanikere, der skal arbejde i døgndrift for at holde det flyveklart.
Med to driftssikre motorer er risikoen for ulykker minimal. Flyets to sæder gør det muligt at supplere piloten i forsædet med en pilot, tekniker, observatør på bagsædet, som giver helt nye muligheder for farvandsovervågning, redningsoperationer eller løsning af miljøopgaver.
Desuden har Super Hornet den unikke mulighed at kunne fungere som tankfly for andre Super Hornet-kampfly i luften. Det betyder, at man kan øge flyets rækkevidde uden at være afhængig af tankfly fra andre nationer. Det kan potentielt set få stor betydning for operationer i det arktiske område, hvor afstandene er store.
Kritikere vil hævde, at vi i valget af kampfly både bør holde os tæt til flyvevåbnet i USA og europæiske allierede som Storbritannien, Holland og Norge, der allerede har valgt JSF. Men i den henseende er det tilstrækkeligt at holde sig tæt til USA (og Canada), som med få undtagelser har leveret alle kampfly til Danmark i nyere tid, og hvor vores jagerpiloter har modtaget deres uddannelse.
Kritikerne vil også sige, at det er risikabelt at købe et kampfly fra en produktionslinje, der lukker om få år. Men sandheden er, at det betyder, at vi får et meget kapabelt fly til en meget attraktiv pris uden at skulle behøve at bekymre os om fremtiden, fordi Super Hornet formelt set bliver leveret af US Navy med den amerikanske stat som garant for et velfungerende kampfly nu og i fremtiden. 

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.